'Live, Laugh - LARP' vinder Queering the Pitch!

I år lancerede vi vores allerførste kortfilms-pitchingkonkurrence, hvis mål var at opfordre alle unge filmskabere til at skabe den queer filmkunst, der vil være toneangivende for den næste generations lokale talenter. Konkurrencen forløb i to faser, hvor første fase var at indsende en skriftlig ansøgning. Herefter fik de udvalgte mulighed for at pitche deres projekt foran et publikum og en jury bestående af anerkendte branchefolk.

Vi er begejstrede over at kunne annoncere at vinderprojektet er ‘Live, Laugh - LARP’ skrevet af Moyna Söderstrand og produceret af Ole Henrik Fuberg Karlsen!

‘Live, Laugh - LARP’ er blevet tildelt en pris i form af et beløb på 20.000 kroner til produktionsomkostninger samt udstyrsleje til en værdi af 50.000 kroner fra Odense Filmværksted, samt en garanteret plads i vores Nordic Lights program, der vil blive vist til MIX COPENHAGEN 2021.

Vi rakte ud til Moyna for at høre nærmere.

Hej Moyna, tillykke med at vinde vores første pitching konkurrence, Queering the Pitch! Hvordan har du det med at have vundet?
Tusind tak!

Jeg er stadig lidt i chok. Jeg er meget overrasket og så det ærlig talt ikke komme. Alle der pitchede havde sådan nogle fantastiske projekter, at de kunne have annonceret hvem som helst som vinder, og det havde været velfortjent. Når det er sagt, er jeg meget begejstret over at vinde, og jeg tør også godt sige at jeg er stolt. At pitche er sådan en sårbar oplevelse og det at tage noget du har arbejdet på i privaten og pludselig at lade det blive bedømt af et rum fuld af mennesker, er så nervepirrende, så det gør kun oplevelsen endnu bedre at vide at din idé gav mening for et panel af producere.

Moyna pitcher 'Live, Laugh - LARP' under Queering the Pitch. Foto: Francesco Martello

Kan du fortælle os lidt om dit projekt?
Det er en kortfilm om en ung kvinde og en ung ikke-binær person som møder hinanden til et sci-fi LARP (live action roleplaying), og bliver forelsket i hinanden, alt imens de er udklædt som forskellige karakterer. Ingen af dem ved hvordan de skal kommunikere med hinanden uden at interagere som deres karakter, men vi ser dog deres sande intentioner i LARP rollespillet, da de karakterer de portrætterer ikke skjuler hvem de selv er. Det er sci-fi og romantisk komedie, såvel som en klassisk fortælling om to modsætninger der bliver tiltrukket af hinanden.

Wow, det lyder som et virkelig spændende koncept! Hvad inspirerede dig til at deltage?
Jeg hørte om Queering the Pitch gennem en ven, som opfordrede mig til at ansøge.

Udsigten til at kunne pitche i et rum hvor der ikke kun ville være andre LGBTQ+ filmskabere, men også hvor min queerness ville være normen, lød så overvældende fedt. Jeg elsker at være queer og jeg elsker at skabe film, men jeg havde få oplevelser hvor de to går hånd i hånd uden at skulle forklare mig selv eller argumentere for min sag.

Queering the Pitch var en mulighed for at være i et forum hvor jeg bare kunne pitche en idé, og ikke min ret til at eksistere i en fortælling.

Pitching jurymedlemmerne Birgitte Rask, Nanna Tabor og Mette Bihl annoncerer 'Live, Laugh - LARP' som vinder af Queering the Pitch. Foto: Francesco Martello.

SÅDAN! Dette er lige præcis grunden til at vi ønskede at skabe denne mulighed for LGBTQ+ filmskabere. Så, hvad er næste skridt for dig og ‘Live, Laugh - LARP’?
Min producer, Ole Henrik Fuberg Karlsen, og jeg er i pre-production fasen i øjeblikket og har travlt med at kontakte skuespillere og film crew, hvilket er virkelig spændende. Jeg skriver de sidste ændringer på manuskriptet, så vi kan sende det til film crewet i januar, og så begynder alt det sjove derefter. Vi optager i foråret og planlægger at have filmen færdig i sommeren 2021.

Al held og lykke til Moyna og Ole! Vi kan ikke vente med at se det endelige resultat!

Du kan holde dig opdateret på Moyna og Ole’s arbejde på ‘Live, Laugh - LARP’ gennem vores hjemmeside og sociale medier.

Tak til Odense Filmværksted for deres generøse sponsorat af Queering the Pitch og til vores pitching jurymedlemmer Nanna Tabor, Birgitte Rask, og Mette Bihl! Til sidst også et tak til Empire Bio for at hoste vores live pitch.

Vi ses i mørket i 2021 til 'Live, Laugh - LARP'!