MIX CPH YNDLINGS QUEER FILM FRA 2010’ERNE

Det er slutningen på et årti, og der er sket meget i løbet af de sidste 10 år. For queer repræsentation i biografen og queer film generelt kan 2010’erne ses som en transformativ tid.

Mens 1990’erne affødte New Queer Cinema, et udtryk møntet af akademikeren B. Ruby Rich, der var en filmisk bevægelse, der skildrede fiktive og virkelige liv af queer-folk uden for det konventionelle samfund. Så man i 2010’erne et skift mod en universel interesse for queer film takket være nogle af filmene på denne liste.

Queer historier når ud til et bredere publikum, queer-filmskabere får deres tid i spotlyset, og queer skuespillere får de roller, der tidligere er blevet stjålet fra dem i årtier.

For MIX COPENHAGEN har de sidste 10 år set frivillige komme og gå. Frivillige der har arbejdet ekstremt hårdt for at vise det bedste af, hvad queer cinema har at tilbyde. Så vi har rakt ud til tidligere MIXere – i det mindste så mange som muligt – og bad dem stemme om deres yndlingsfilm fra 2010’erne. Fra ‘Heartbeats’ til ‘Something Must Break’ – her er vores yndlingsfilm fra 2010’erne.

20. ‘Thelma’ af Joachim Trier (2017)
‘Thelma’ er en horror udgave om det at komme ud, at vokse op og romantik. Efter at have flyttet væk fra sine religiøse forældre for at studere i Oslo, møder Thelma Anja og bliver mere og mere draget af hende. Efterhånden som hendes følelser over for Anja bliver stærkere, begynder Thelma at opleve en række anfald, der frigiver hendes overnaturlige evner, som hun slet ikke er klar over, hun har.

”Jeg kunne skrive et essay om denne film. ‘Thelma’ er en game changer i queer horror. ‘Thelma’ dæmoniserer ikke sin hovedperson på grund af hendes queerhed, men i stedet beskylder filmen den virkelige gerningsmand, det religiøse patriarkalske samfund. Thelmas overnaturlige evner og følelser hænger sammen, ikke fordi hun er queer og derfor ond, men fordi hendes kontrollerende opdragelse har ført til internaliseret homofobi og uudforskede kræfter (metafor for seksualitet). Jeg kunne have levet uden at Anja forsvandt, da (igen) racialiserede karakterer skal lide på bekostning af de hvide karakterers rejse, men racialiserede kvinder er dog i højere grad ofre for det religiøse patriarkalske samfund, så det virker passende. Er du nogensinde blevet spurgt, ”vil du hellere drukne eller blive brændt levende?”, dette er bogstaveligt det valg, Thelma gav sin far, da hun dræbte ham (en metafor for at nedbringe patriarkatet). Uden tvivl en af ​​mine yndlings dødsscener i queer horror.”
— Andrea Coloma (MIX CPH 2017 – i dag)

19. ‘Keep The Lights On’ af Ira Sachs (2012)
Vinderen af ​​Teddy Award 2012, ‘Keep The Lights On’, spænder fra 1998 til 2008. Den skildrer Erik og Pauls første møde, deres liv sammen og videre gennem de smertefulde konsekvenser af Pauls stofmisbrug på deres liv. Filmen er selvbiografisk, det er historien om Sachs’ forhold til Bill Clegg.

Meget lig ‘Weekend’ (en anden film på denne liste) og ‘Pariah’ (som desværre ikke på listen) arbejder ‘Keep the Lights On’ med poetisk realisme, der får filmen til at føles forfriskende. Med brug af udelukkende naturligt lys indfanger cinematograf, Thimios Bakatakis, til perfektion det moderne liv i New York City, i det mindste for den tid.

18. ‘The Handmaiden’ af Park Chan-Wook (2016)
I det japansk-besatte Korea vendes Sook-Hees liv på hovedet, når hun rekrutteres af en greve til at narre Lady Heiko og hendes overklassefamilie. Det der ender med at udfolde sig, er en erotisk psyko-thriller med lesbisk sex og romantik i centrum.

Snedig adfærd, som set i ‘The Handmaiden’, er et signaturtræk hos Park Chan-Wooks arbejde. Så det var derfor ingen overraskelse, da han besluttede at påtage sig en fortolkning af ’Fingersmith’ af Sarah Waters og leverer den perfekte blanding af lusket opførsel, sex og queerhed.

”Dette er sådan et sjovt puslespil af en film, skrælle lag efter lag af metaforer og allegorier af. I samme båd med ‘The Favourite’ får du komplicerede kvindelige karakterer, der udforsker deres behov ved at udnytte traditionen for mandlig seksualitet og samtidig gøre nar af den. Den forbliver tro mod den originale roman af Sarah Waters, men den tilføjer med cinematografien en stil, der er så meget mere visuelt interessant at se end den første filmatisering.”
— Mihaela Yordanova (MIX CPH 2019 – i dag)

17. ‘Heartbeats’ af Xavier Dolan (2010)
Et år efter hans første spillefilm ’I Killed My Mother’ udkom Dolan med ’Hearbeats’ som han skrev, instruerede, klippede, og hvis det ikke var nok, var han også art director og kostumedesigner, alt dette i en alder af blot 21 år. ‘Heartbeats’ introducerer os til Francis, en ung homoseksuel mand, og Marie, en ung heteroseksuel kvinde, der er bedste venner, indtil den dag den smukke Nicolas går ind i en Montreal-kaffebar, og de har ikke tænkt sig at stoppe før Nicolas bemærker én af ​​dem.

Den originale titel på fransk ‘Les Amours Imaginaires’ er mere sand ift. historien; en historie om ubesvaret kærlighed, kærlighed, der kun findes i fantasien, en længsel efter noget, der ikke findes. ‘Heartbeats er et strålende portræt af ung besættelse og fantasi, hvor uanset hvad genstanden for tiltrækning er, blev historier skabt i de forelskede sind.

”Heartbeats er en fortælling om to personer af forskelligt køn som forelsker sig i samme person og deres indbyrdes konkurrence om at vinde hans gunst og deres forsøg på at finde ud af om han er hetero- eller homoseksuel. Men med replikken “How could you think I was gay?” som den eneste ledetråd, finder vi som publikum aldrig ud af hvilken “kasse” han hører til i–måske er han bi, måske er han panseksuel? Det smukke ved filmen er i virkeligheden at det jo slet ikke betyder noget for kærligheden men det går alt for sent op for de to bejlere.”
— Steven Andersen (MIX CPH 2010 – 2014)

16. ‘120 Beats Per Minutes’ af Robin Campillo (2017)
‘120 Beats Per Minute’ handler om ACT UP i de tidlige 1990’ere i Paris. Rammerne er fyldt med kærlighed til miljøet, diskussioner, protester og sex. Det personlige er politisk, hvilket er kernen i denne film, der skaber det perfekte kærlighedsbrev til ACT UP-bevægelsen i Paris, samt Campillos presserende opfordring protest og queer-modstand.

Filmen vandt seks César Awards og Grand Prix prisen i Cannes. Efter årtiers tankevækkende film om HIV er ‘120 Beats Per Minute’ revolutionerende, fordi den portrætterer mænd med AIDS og seksuelle væsener, der nægter at give op. Filmens vilje til at bringe sine karakterer kærlighed er lige så radikal og lidenskabelig som emnerne selv.

15. ‘Tranny Fag’ af Kiko Goifman and Claudia Priscilla (2018)
Vinderen af Teddy Award for Bedste Dokumentar, ‘Tranny Fag’, er en del koncertfilm, en del øjebliksbillede og delvist manifest. Filmen præsenterer Linn Da Quebrada, en aktivist, performancekunstner og af sig selv udråbt “Bixa Travesty”, et udtryk, hun selv har myntet, som oversættes til “Tranny Fag”. Hun ønsker, at publikum skal revurdere alle forestillinger om køn, race og seksualitet.

Linn er fortaler for sorte køns- og seksuelle minoriteter fra Brasiliens ’favelas’. Gennem sange og spoken word opfordrer Linn, nej udfordrer os, til at rive systemet lavet af og for hvide heteroseksuelle mænd i stykker. Linn beskriver sit køn, krop, race og eksistens som et politisk instrument, som hun er klar til at bruge til at nedbrænde hvidt cis-heteropatriarki.

‘Tranny Fag’ er en energisk dokumentar, der viser Linn derhjemme lave mad med sin mor, danse nøgen på hospitalet, mens hun kæmper mod testikelkræft, og på scener hvor hun nedbryder normer med og for sit publikum. Filmskaberne og Linn er uinteresserede i at gøre publikum komfortable med de præsenterede billeder og ideer – hvad mere kan vi bede om fra queer film?

14. ‘Booksmart’ af Olivia Wilde (2019)
Olivia Wildes morsomme spillefilms debut centrerer omkring to bedste venner og akademiske superstjerner, Molly og Amy, som aftenen efter deres high school dimission indser at de skulle have arbejdet mindre og festet mere. Fast besluttet på ikke at halte efter deres skolekammerater, prøver pigerne at presse fire års sjov ind på en aften. ‘Booksmart’ er en hyldest af kvindeligt venskab og dets kompleksiteter, med lesbiske fortællinger i førersædet.

‘Booksmart’ prioriterer kvindelige erfaringer, takket være de fire kvinder som skrev filmen: Emily Halpern, Sarah Haskins, Susanna Fogel, og Katie Silberman. Disse kvinder fyldte filmen med ærlig og fri dialog om lesbisk sex og kvindelig onani.

Amy er åben lesbisk og hun ønsker at have sex før high school er ovre. Molly og Amy støtter hinanden i alt, også i at finde ud hvordan lesbisk sex foregår. Fra fælles teorier om udførelsen, til at få empirisk data ved at se lesbisk porno, er Amys oplevelse med at lære omkring sex, ikke kun meget ægte, men noget som ikke tidligere er illustreret i en teenager komedie.

Den vigtigste, sjoveste og pinligste scene i ‘Booksmart’ er filmens eneste sex scene, mellem Amy og Hope. Amy har problemer med at tage Hopes bukser, sko og undertøj af. Scenen er fyldt med begejstring, nervøsitet og mest af alt komedie, som vil give dig lyst til at grine og græde, fordi vi alle har været i den situation.

For nyligt blev Delta Airlines kritiseret da det blev afsløret at de viste en version af ‘Booksmart’ på deres fly, der udelod den lesbiske sex scene, en scene med en kvinde der onanerede, ordene “vagina” og “genitals” og en animeret sekvens, hvor hovedpersonerne bliver til nøgne dukker. Dog var ordet “fuck” ikke klippet ud af scenen hvor “vagina” var. Wilde tweetede derfor “Hvilket budskab sender dette til seere og især til kvinder?” “At deres kroppe er forkerte? at deres seksualitet er noget at skamme sig over?”. Herefter blev det hurtigt rettet og Delta kunder kan nu nyde ‘Booksmart’ i sin fulde længde.

13. ‘Appropriate Behavior’ af Desiree Akhavan (2014)
Hovedpersonen, Shirin skal flytte ud af hendes eks’ lejlighed og lære at navigere at være single, samtidig med at håndtere konsekvenser af at hun er ‘sprunget ud’. Akhavan er manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver i denne romcom om en biseksuel kvinde som udforsker singlelivet i ‘The Big Apple’. Med humor, udforsker filmen Shirins biseksualitet og persiske identitet og krydsningen mellem de to.

Efter successen med denne film, lavede Akhavan ‘The Miseducation of Cameron Post’, en film om konvertingsterapi med Chloë Grace Moretz og den anmelderroste tv-serie ‘The Bisexual’. 2010’erne kan takke Akhavan for biseksuel repræsentation.

“Biseksuel repræsentation i film er ofte hårdhændet og oftest kun med som en del af plottet for at tjene hovedhistorien. Så når du får en klog, sjov og virkelig velskrevet film omhandlende og af en biseksuel iransk amerikansk kvinde, skal du bare have det.”
— Mihaela Yordanova (MIX CPH 2019 – i dag)

12. ‘A Fantastic Woman’ af Sebastián Leilo (2017)
Efter hendes partner dør, må Marina kæmpe med hendes transfobiske svigerfamilie om hendes ret til at sørge for tabet af hendes afdøde mand.

‘A Fantastic Woman’ var udvalgt som Chiles Oscar-kandidat i kandidaten Bedste Udenlandske Film og vandt. Dette gjorde Daniela Vega, filmens stjerne, til den første transkønnede person i historien der uddelte en pris til Oscars. Sebastián Leilos film tvang den chilenske regering til at tillade personer over 14 år at skifte deres køn og navn i officielle papirer. Dette gør ‘A Fantastic Woman’, til et testamente for filmkunstens styrke og indflydelse på samfundet.

11. ‘And Then We Danced’ af Levan Akin (2019)
I 2013 udbrød der voldelige anti-LGBT demonstrationer imod LGBT aktivister der marcherede for homoseksuelles rettigheder i Tblisi, Georgien. Den homoseksuelle georgiske filmskaber Levan Akin så dette udfolde sig fra sit hjem i Sverige og besluttede at hans tredje spillefilm skulle foregå i Tblisi og være et coming-of-age drama omhandlende en traditionel georgisk danser, som var ved at erkende sin seksualitet. Seks år senere, udkom ‘And Then We Danced’, som er sveriges oficielle Oscar-kandidat til kategorien Bedste Udenlandske Film og som igen ledte til homofobiske oprør og protester i Georgien.

‘And Then We Danced’ skildrer en blid coming-of-age historie i en traditionel georgisk kultur og leverer en politisk film.

10. ‘Rafiki’ af Wanuri Kahiu (2018)
En anden film som tiltrak kontroverser og skabte historie var ‘Rafiki’. Filmen havde premiere til Filmfestivalen i Cannes i 2018 og dette var første gang en kenyansk film blev vist her. ‘Rafiki’ følger Kena og Ziki, to kvinder som starter et forhold til hinanden, på trods af deres forskelligheder og den politiske rivalisering mellem deres familier. Da kærligheden blomstrer mellem dem, må de vælge mellem kærlighed eller sikkerhed. Filmen er baseret på ‘Jambula Tree’, en prisvindende novelle af Monica Arac de Nyeko.

Filmen var forbudt i Kenya “grundet dens homoseksuelle tema og klare hensigt på at promovere lesbiske i Kenya, i modsætning til loven”. Kenya Film Classification Board gik så langt som at kræve at Kahiu skulle ændre slutningen, da den var for positiv og håbefyld. Kahiu nægtede ikke kun deres krav, hun sagsøgte den kenyanske regering, for at få tilladelse til at vise filmen og kvalificere den til blive udvalgt til at være Kenyas Oscar kandidat til Bedste Udenlandske Film. Kahiu vandt og den kenyanske landsret løftede forbuddet, hvilket resulterede i at filmen blev vist i landet i syv dage.

9. ‘Tomboy’ af Céline Sciamma (2011)
Céline Sciamma har mestret coming-of-age genren for unge queer personer. ‘Tomboy’ introducerer os til Laure, en ti-årig der ikke underlægger sig de binære kønskategorier, som flytter og starter deres nye liv som et barn kaldet Mikäel.

“Tomboy elskede jeg, fordi den nuancerer køn uden at gå ind på voksnes kategoriserende præmisser. Er hovedpersonen et transbarn? Eller en pige, der også vil spille fodbold? Lesbisk? Vi aner det ikke, og det er ikke pointen. For vi er i børnehøjde, hvor alting er i gang med at blive og endnu ikke færdigt. Jeg så denne film til Buster sammen med en hel masse skolebørn. Min veninde og jeg var de eneste voksne i salen, og vi var traumatiserede af levet LGBT-liv og af at se film som Boys Don’t Cry. Så vi sad på kanten af sæderne og ventede hele tiden på det øjeblik, hvor filmens hovedperson ville blive “opdaget” og straffet og evt. slået ihjel. Vi troede, vi kendte konventionerne for denne type film, og derfor var vi skræmte fra vid og sans hele vejen igennem. Skolebørnene i salen, derimod, havde ingen forventninger og virkede helt afslappede. Det var dem, der fik ret. Det var deres film. Næste generations film. En film for dem, der stadig er i gang med at blive.”
— Sarah Glerup (MIX CPH 2006 – 2010)

8. ‘Laurence Anyways’ af Xavier Dolan (2012)
Vinder af 2012 Queer Palm til Cannes Film Festival. Endnu en fra Dolan, ‘Laurence Anyways’ er et fantastisk eksempel på en kompleks queer film. Vi følger Laurence og hans kæreste Fred og hvordan deres forhold udvikler sig efter at Laurence begynder sin transition. Filmen spænder over et årti fra slut 1980’erne til starten af 1990’erne, hvor den i detaljer afbilleder den fordømte kærlighed mellem Fred og Laurence, såvel som de udfordringer de møder.

‘Laurence Anyways’ er camp, selvoptaget og stilistisk, hvilket ledte til at Dolan blev sammenlignet med Pedro Almodovar. Filmen er fyldt med fantastiske biroller, fra Freds søster til Laurences valgte familie af drag queens. Dog, som altid, brillerer Dolan med hans visuelle stil og musik. Ethvert kostume og interiør er instrueret til perfektion og filmen er fyldt med musik fra opera til Celine Dion.

‘Laurence Anyways’ er hans tredje spillefilm, som følger det samme tema om umulig kærlighed som hans tidligere værker (‘Heartbeats’ og ‘I Killed My Mother’). På trods af ros fra anmelderne, fik Dolan kritik for at bruge en transkønnet som omdrejningspunkt til at beskrive en historie om umulig kærlighed. Dog har den også modtaget ros for den blide og ærlige kærlighed den portrætterer.

7. ‘Tangerine’ af Sean Baker (2015)
Optaget på en iPhone 5s og et budget på 100.000 dollars og med ikke-professionelle skuespillere, fortæller Baker’s spillefilm historien om Sin-Dee og Alexandra. To transkønnede sex-arbejdere der er genforenet juleaften og som i Tinseltown leder efter pimpen der knuste Sin-Dees hjerte.

‘Tangerine’ er et skønt portræt af sort trans søsterskab og dets vigtighed. Den introducerede også to nye skuespillere Kitana Kiki Rodriguez og Mya Taylor, som leverer præstationer på højde med professionelle skuespillere. Det er den første film med to racialiserede transkvinder i transroller, der er med i kampen om filmpriser.

6. ‘Something Must Break’ af Ester Martin Bergsmark (2014)
Ester Martin Bergsmark leverede en af de mest blide portrætter af en transkønnet i 2010’erne. ‘Something Must Break’ introducerer Sebastian (Saga Becker), som ønsker at leve som Ellie, deler lejlighed med sin lesbiske ven Lea i Stockholm og arbejder på et lager. Sebastian bruger sin tid på tilfældige bekendtskaber med fremmede i parker og offentlige toiletter, men længes efter noget mere. En dag, bliver Sebastian reddet fra et hate crime angreb af den flotte Andreas (Iggy Malmborg), som hurtigt gør det klart at han “ikke er bøsse”, til hvad Sebastian hurtigt svarer “heller ikke mig”. Deres forhold giver Sebastian mulighed for frit at udforske romantik og sex, aom ogaå fungerer som en katalysator for Sebastian fuldt ud kan blive Ellie.

Da Andreas begynder at bekymre sig om det hele er begyndt at blive lidt for queer for ham, vælger Ellie sig selv og forlader ham. Andreas’ funktion var at støtte Ellies udvikling og hun vil ikke nøjes med en halv romance, hun har ikke længere brug for ham.

‘Something Must Break’ har sine filmiske fejl, men der er dog øjeblikke der adskiller den, såsom det intime kameraarbejde, der kærtegner sine hovedpersoner, eller dens euforiske slow-motion øjeblikke og melankolske close-ups.

“Det er uden tvivl min favorit Queer Film fra 2010’erne. Det skyldes nok først og fremmest, at det var den første film som jeg oprigtigt kunne spejle mig i. Filmen foregår i et genkendeligt miljø med karakter som man føler man let kunne have mødt i det københavnske Queer miljø i 2014. Da filmen kom ud i 2014, handlede flest queer film fortsat om “coming out stories”. Her handler filmen i højere grad om den svære og smertefuld kærlighed.
Da filmen kom ud i 2014 var det en big deal, at hovedpersonen blev spillet af Saga Becker, som er en transkønnede skuespiller. I dag er der heldigvis kommet større fokus på hvor vigtigt der at caste transpersoner til at spille transkarakter i film, men for fem år siden var det bestemt ikke en selvfølge.
Noget andet, der gjord særlig indtryk var, at det var den første mainstream film jeg så, som havde en rørende sexscene med en ikke-cis karakter.”
— Ro Robotham (MIX CPH 2014 – 2015)

5. ‘Call Me By Your Name’ af Luca Guadagnino (2017)
Baseret på bogen af samme navn, ‘Call Me By Your Name’ finder sted i Norditalien i 1980’erne. Vi møder 17-årige Elio, som bruger sine dage på at læse noder og svømme i floden, indtil han møder Oliver, hans fars praktikant. Før du ved det, opstår der en romance mellem de to. Filmen havde premiere på Sundance Film Festival, og hvad begyndte med en begrænset release i udvalgte lande, udviklede sig hurtigt til generelle releases, i takt med at filmen blev anmelderrost. Filmen opnåede anerkendelser for dens manuskript, instruktion, skuespilspræstationer og musik.

“Jeg elskede ‘Call Me By Your Name’. Den er fyldt med Jødiske kulturelle referencer, som fremstiller en korrekt og sand reflektering af hvordan det er at være kulturel Jøde. Det er positiv Jødisk repræsentation uden stereotyperne, overraskende sjældent i populærkulturen, og vægten på de kulturelle og sociale aspekter af Jødeismen, i stedet for de religiøse gør den til vigtig repræsentation. Den er velspillet og følelsesmæssigt meget godt bygget op uden overdreven dialog og dialogen mellem de to hovedpersoner var ofte kodet og indirekte. Denne usagte følelsesmæssige spænding gjorde Elio let at identificere med, og det var let at føle hans følelser og hjertesorger gennem filmen. Homofobi var usagt, og kun synligt gennem hvor forsigtige de var omkring hinanden, hvilket er ret sjældent i homoseksuelle eller biseksuelle film. Dette tilladte at den kunne omhandle kærlighed og begær, i stedet for seksualitet, på trods af at den omhandlede to mænd.”
— Maddie Shapland (MIX CPH 2015 – 2017)

4. ‘Weekend’ af Andrew Haigh (2011)
Den britiske instruktør Andrew Haigh gav os denne ekstraordinære debutfilm om to homoseksuelle mænd, hvis første møde varer længere end de eller publikum forventede. ‘Weekend’ er en skildring af hvordan kærlighed kan finde os, i de mest uventede situationer og den indeholder intime samtaler mellem de to mandlige hovedroller, der taler til livet, kærligheden og hvad det betyder at være bøsse i det 21-århundrede.

“‘Weekend’ repræsenterer en måske mere traditionel “bøsse” fortælling om one night stand’et (med to vidt forskellige motiver hos hovedpersonerne), der bliver til en forelskelse og en dybere forbindelse mellem to mennesker end forventet men som pga. omstændighederne er dømt til aldrig at kunne blive til mere. Jeg tror filmen resonerede i mig fordi den spillede på følelser jeg kunne genkende fra mit eget liv.”
— Steven Andersen (MIX CPH 2010 – 2014)

3. ‘Blue Is The Warmest Color’ af Abdellatif Kechiche (2013)
I ‘Blue Is The Warmest Color’, ændrer Adèles liv sig da hun møder en ung kvinde med blåt hår, som giver hende lov til at opdage lyst, og fremstå som kvinde og som voksen.

Kechiche’s kærlighedshistorie mellem to kvinder, en af dem med blåt hår, tiltrak kontroverser. Hovedskuespillerne, Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos, fortalte om de dage de brugte på at optage den berygtede 12 minutter lange sex scene. Queer kvinder pointerede hurtigt unøjagtighederne ved filmens seksuelle koreografi.

På trods af de udskældte sex scener, kan vi ikke benægte at filmen skabte internationale diskussioner omkring faren ved det mandlige blik. Derudover, var stjernerne Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos så essentielle for filmen, at de fik tildelt Palmen, sammen med deres instruktør, hvilket gjorde dem til den anden og tredje kvinde til at vinde den prestigefyldte pris i festivalens historie.

2. ‘Carol’ af Todd Haynes (2015)
Patricia Highsmith har givet os kildemateriale til to klassiske film, ‘Strangers on A Train’ og ‘Carol’. I 1952 udgav hun ‘The Price of Salt’ og i 2015 gav Haynes os ‘Carol’. Cate Blanchett spiller den forførende, omsorgsfulde og stærke karakter, som forlader sit utilfredstillende liv, for at stikke af med Therese, mesterligt spillet af Rooney Mara. Instruktion, cinematografi og simpelt filmmusik, satte stemningen for en dejlig frisk og blid film, perfekt til ferie sæsonen.

‘Carol’ opnåede seks Oscar nomineringer, og på trods af at den blev snydt i Bedste Film kategorien, var den den første Oscarnominerede kærlighedshistorie om et kvindeligt par, som ikke endte i en katastrofe eller død for kvinden, og hvor manden ikke stjæler fokus.

Filmen begynder lige før julen og hovedpersonerne giver efter for deres begær nytårsaften, hvilket har givet ‘Carol’ status som en julefilm, især mellem queer kvinder.

“Man kan diskutere, om længden på Carols malede negle er troværdig, og ingen lesbisk har nogensinde sagt “I never looked like that!” midt i elskovsheden, som var det en spejlingsseance. Men. ‘Carol’ er noget så sjældent som en lebbefilm med et ordentligt budget. Billederne er lækre, Cate Blanchett er lækker, der er lækkert 50’er-tøj og smagfuld minimalistisk musik på soundtracket og oven i købet et juletema, hvis man kniber øjnene lidt sammen. Indtil vi får en lesbisk udgave af ‘Love Actually’, forbliver ‘Carol’ dermed eneste lebbejulefilm, der er værd at hive frem hver december.”
— Sarah Glerup (MIX CPH 2006 – 2010)

1. ‘Moonlight’ af Barry Jenkins (2016)
Den absolutte favorit er en af de bedste queer film nogensinde lavet og et filmisk mesterværk, ‘Moonlight’. Gennem et spænd på tre kapitler oplevet gennem perspektivet af den samme person, møder vi ham som barn, kaldet “Little”, som teenager, kaldet “Chiron”, og til slut som en voksen mand, under navnet “Black”. ‘Moonlight’ er en adaptering af teaterstykket ‘In Moonlight Black Boys Look Blue’ af Tarell Alvin.

Hver enkelt karakter udforsker en forskellig identitet for hovedpersonen og selvom de fungerer som en fortsættelse af karakterens liv, er Little, Chiron og Black deres egne individuelle karakterer, som står over for deres egne kampe. Skuespillerne, Alex Hibbert (Little), Ashton Sanders (Chiron) og Trevante Rhodes (Black) portrætterer på samme tid deres karakterer unikt og familiært, noget der også er udtrykt visuelt på filmens plakat, tre stadier i Chirons liv, som alle er forskellige, men fra samme kilde. ‘Moonlight’ stopper aldrig med at udfolde sig, eftersom den vokser hver gang du ser den. Det er den første film med et cast kun bestående af sorte mennesker, og den første LGBTQ-relaterede film, som vandt en Oscar for Bedste Film.

“Selvom vi kun er inviteret til tre store omdrejningspunkter i Chirons liv, føles det aldrig som om at der er en kløft mellem historien, eller at vi mangler at vide hvad der er sket. ‘Moonlight’ er film poesi, resultatet af fremragende præstationer, episk instruering, udsøgt cinematografi, og utrolig redigering. Jeg kunne føle Miamis sollys og fugtighed gennem skærmen og kameraet fanger følelser, som var du til stede, som kendte du karaktererne. ‘Moonlight’ er en specifik fortælling om krydsende queerness, fattigdom og sort identitet, uden et ønske om eller at prøve på at være universel. Du behøver ikke at identificere med karakterne, filmen er endda ligeglad med om du forstår dem, i stedet, er det en ærlig fortælling af Chirons liv og vi er priviligeret nok til at få lov til at simple vidner.”
— Andrea Coloma (MIX CPH 2017 – i dag)

Hos MIX COPENHAGEN er vi utroligt glade for den voksende repræsentation inden for mainstream medier, dog ved vi også, at der er mange historier som skildrer komplekse og mangfoldige queer oplevelser, som ikke når det mainstream publikum. Mange af dem er repræsenteret på denne liste. Derfor bliver vi ved med at støtte queer filmskabere, queer historier og queer publikummer. Vi kan ikke vente med at se hvad det næste årti har at byde på.

Vi ses i mørket, vi ses i 2020.